Udflugt 22. maj 2014

Udflugten er overstået i strålende solskin😎

Vi beklager at nogen måtte undvære sandwich til formiddagskaffen,

vi havde desværre glemt 9 stk. i køleskabet.

_______________

Årets udflugt.

Torsdag d. 22-5-2014 startede 49 glade mennesker fra Fårevejle kl. ca. 9.00,

med vores gode chauffør Carsten og selvfølgelig i super godt vejr, som Jytte havde bestilt i god tid.

Jytte bød velkommen og gav en orientering om Sofiero, medens vi nød den smukke udsigt gennem landet. Vi kørte over Hornsherred via Skibby til Igelsø, hvor vi holdt en pause med medbragt kaffe og ostesandwich, som Birthe og Jytte havde stået for.

Derefter kørte vi mod Helsingør hvor vi tog færgen til Helsingborg. Der var også tid til lidt fællessang i bussen, som blev ført an af vores gode forsanger, Jeanette.

 Vi havde kun 5 km. kørsel mod nord ad kystvejen, så var vi fremme ved Sofiero.

Vi startede med at gå til Slotsrestauranten, hvor vi fik en rigtig god middag,(Svensk majskylling med timian og stegte rodfrugter samt løgmarmelade, kartofler og salat.)

Efter middagen havde vi et par timer til at nyde den fantastiske park, som stod i fuldt flor, med en masse rododendronbuske. Der er ca. 10.000 buske fordelt på 500 sorter, men parken byder også på rosenhave, dufthave, orangeri og temahaver.

I parken er der blandt andet en labyrint med løven og rotten fabler, som vi var nogle stykker der forsøgte at læse. Det lykkedes, tror vi nok.

De første rododendron blev plantet af Margareta og Gustav Adolf i 1907.

Sofiero Slot blev opført 1864-1865 af hertug Oscar (senere Oscar d. 2. af Sverige) og hans hustru Sofia af Nassau. I 1874-1876 blev slottet udbygget i hollandsk renæssancestil til den størrelse det har i dag.

I 1905 skænkede kongen slottet i bryllupsgave til sit ældste barnebarn prins Gustav Adolf og hans hustru, prinsesse Margareta af Storbritannien og Irland (Dronning Ingrids forældre). Kronprinsessen lagde med sine havekundskaber og brændende kunstinteresse grunden til dagens smukke slotspark med blomster, damme, anlæg og bede. Hun døde i 1920 kun 38 år gammel. Haven fortsatte sin udvikling under Gustav (VI) Adolfs ledelse og Sofiero Slot blev kongens sommerbolig, som han vendte tilbage til frem til sin død i 1973.

Kong Gustav Adolf testamenterede Sofiero Slot til Helsingborg Kommune med krav om at det skulle bevares og holdes åben for offentligheden. I 1990 blev Sofiero Slot og park restaureret.

Efter et par gode og underholdende timer, sluttede vi af med kaffe og æblekage i slotsrestauranten.

Kl. ca. 17.00 drog vi hjemad igen mod Fårevejle efter en fantastisk dag.

Der var lidt mere stille i bussen på hjemturen. Tusind tak til Jytte for det flotte arrangement.

Gyda.