Lidt barndomserindringer fra Fårevejle lægebolig. 1949 og frem.
Da mine forældre flyttede fra Kolding til Fårevejle i nytåret 1948, havde de udover møbler o.a. min storebror på knap 3 år med, samt mig, der blev født i begyndelsen af marts 1949. Jeg har fået fortalt, at det var meget koldt, og tørvene i kælderen var ikke af den bedste kvalitet. Det var jo få år efter befrielsen og stadig svært at få gode varer. De bedste tørv var blevet gemt til jeg skulle fødes, baby skulle jo nødigt fryse! Fødslen foregik selvfølgelig i hjemmet, det var standard den gang, med mindre der var komplikationer. Far fortalte om sin første nat i Fårevejle, at han var kaldt ud til en syg et sted på Fjorden. Det var tåget og usigtbart, og lokalkendskabet var ikke i top dengang, så det tog mange timer. Men hjælpen nåede frem.
Dengang arbejdede lægerne hele døgnet rundt, dvs. der var telefontid, tid til sygebesøg samt konsultationer om eftermiddagen, ingen tidsbestilling. Man kom bare og satte sig og ventede. Når venteværelset så var tomt om eftermiddagen var der måske lidt sygebesøg igen. Derefter stod man til rådighed resten af døgnet, hvis der skete noget akut. Det var nok mest fødsler, der fik lægen ud af sengen. Der var ikke så mange mennesker i sognet den gang, og der blev levet på en helt anden måde end i dag. Man var vant til at vente, hvis altså det ikke var meget akut. Ferie måtte lægerne aftale med hinanden indbyrdes, så man passede hinandens praksis i en uge eller to som man nu kunne blive enige om. Jeg husker tydeligt, at ferierejser i sommerferien var helt umuligt for os. Der var dobbelt så mange mennesker, der skulle passes, så vores ferier lå uden for sæsonen. Der var også meget min far ikke kunne være med til, fordi telefonen skulle passes. Når det så er sagt, var der også noget rart ved, at ens far var hjemme det meste af dagen, selv om han arbejdede. Man kunne få fat i ham, om nødvendigt.
Jeg husker massevaccinationer mod polio en gang i 50èrne. Folk stod i lange køer for at få det lille prik. Senere kom sukkerknaldene med vaccine.
Jeg husker også folks store tålmodighed, når der blev kaldt ud til fødsel midt i konsultationstiden. Det kunne jo tage mange timer, men det fandt man også ud af.
Som årene gik blev der et meget mere formaliseret samarbejde mellem de forskellige praksis i Asnæs, Grevinge og Fårevejle. De lavede aftaler om vagter og ferier, så der kunne blive et lille pusterum ind imellem. Yngre sygehuslæger var også interesserede i weekendvagter, så det blev almindeligt med ”fremmede” læger i weekender. Tidsbestilling blev indført, så man vidste, hvor lang arbejdsdagen blev.
Endnu senere forsvandt nattevagterne, de overgik til særlige vagtlæger. En stor lettelse for den praktiserende læge, der slap for at skulle arbejde om natten efter en lang arbejdsdag.
Når jeg ser tilbage, ser jeg en meget stor ændring i måden at være praktiserende læge på. Den gang var der mere ro på, der var mere tålmodighed, måske blev lægen heller ikke besøgt helt så tit. Der var til gengæld også nogle ting, man var nødt til at leve med, da behandling endnu ikke var opfundet. Der var ingen tidsgrænse for, hvor lang tid en konsultation måtte tage, det blev aftalt ved tidsbestilling.
Jeg ved, at min far var meget glad for sit arbejde som læge i Fårevejle. Han trivedes med befolkningen og landskabet og tog gerne de lange arbejdsdage med.
Hanne Boel, januar 2018